Det startede i efteråret 2021. Jeg købte nogle tegneblyanter og en A5-blok og satte mig godt til rette i sofaen. Hvad jeg skulle tegne, havde jeg ingen idé om, men jeg blev ret hurtigt glad for de organiske former, der kommer af håndens naturlige bevægelser på papiret, og de bløde skygger, man kan lave med en blyant.

Efter et års tid blev A5-papiret for småt. Jeg købte en A4-blok og skiftede samtidig til tynde, sorte tusser og begyndte at tegne prikker. Tusindvis af små, bittesmå og endnu mindre prikker. Jeg legede med, hvordan jeg kunne bruge prikkerne til at skabe skygger og dybde i mine tegninger.

Snart kom Posca-tusserne og det sorte papir til, og jeg udviklede nye måder at bruge prikkerne på. Efter nogle farverige tegninger på sort papir kastede jeg min kærlighed på 4 farver, som har udviklet sig til en slags farvedogme: sort, brun, beige og hvid.

I foråret 2026 begyndte jeg at eksperimentere med kaffe. Jeg hældte, dryppede, penslede og sprayede kaffe på papiret og lod det tørre, inden jeg gik i gang med Posca-tusserne. Og sådan gør jeg nok et stykke tid endnu. Det kaffe-præparerede papir er fuld af muligheder, som jeg er langt fra færdig med at udforske.



